Dansk Flygtningehjælp

Lektiecafeér - en frivillig succes fortsætter

27.01.10

Kategori: Integration, Frivillige, Nyheder, Danmark

 

Dansk Flygtningehjælps frivillige har leveret det pædagogiske arbejde i mange af de i alt 165 lektiecafeer, der er oprettet for minoritetsunge på landets Biblioteker. Projektet, der blev støttet af Kultur- og Integrationsministeriet er officielt afsluttet, men arbejdet fortsætter.

Projekt 100 lektiecafeér afsluttedes officielt med på Farum Bibliotek 26. februar, men hverken bibliotek, brugere eller frivillige har tænkt sig at indstille arbejdet. Samarbejdet mellem frivillige og minoritetsunge har været en succes både fagligt og socialt. Det er formentlig en af årsagerne til at tre ud af fire lektiecafeér vil fortsætte arbejdet efter projektets udløb.

”Jeg er selv flygtning fra Afghanistan, og ungdomsskolen var en af mine muligheder for at få den hjælp til lektierne mine forældre havde svært ved at give – for mig har det betydet en god skolegang og muligheden for at blive optaget på universitetet hvor jeg studerer biokemi. Det er den mulighed jeg gerne vil give videre til andre unge med minoritetsbaggrund, og det har været inspirerende at være en del af det frivillige arbejde i lektiecafeén i Farum, ” siger frivillig i Dansk Flygtningehjælp, Latefa Norestani.

Lektiehjælpen handler ikke kun om eksamensresultater. Lektiecafeén danner også rammen om et positivt socialt samvær.

”Lektiecafeén giver mulighed for at danne venskaber, tale om problemer og hygge sig sammen. Min baggrund har betydet, at jeg kendte til en del af de problemer, de unge står i – det er fedt når de åbner op, og viser os den tillid det kræver at få talt ud om problemerne. Det at have minoritetsbaggrund er ikke kun et problem, det er også en ressource – hvis vi giver de unge mennesker den hjælp, der skal til, vil de have meget at bidrage med i det danske samfund, ” siger Letafa Norestani.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, der var en af talerne under receptionen, udtrykte stor tilfredshed med resultatet af projekt 100 lektiecafeér. Der er da også god grund til at glæde sig over at målet om 100 lektiecafeér blev nået og overgået. Det store frivillige arbejde vil samtidig gøre en konkret forskel for tusindvis af unge mennesker, der skal ud og klare sig i det danske uddannelsessytem.