11.10.10
Kategori: Nyheder, internationalt, Pressemeddelelser, MellemøstenDansk Flygtningehjælp og partnerorganisationen KAFA støtter kvindelige gæstearbejdere i Libanon, hvor omkring 200.000 afrikanske og asiatiske kvinder arbejder og lever under kummerlige forhold.
Siden begyndelsen af 90'erne har et stigende antal kvinder fra lande som Sri Lanka, Filippinerne og Etiopien fået midlertidigt arbejde i Libanon - ofte i håbet om at hjælpe deres børn og familier i hjemlandet.
"Kvindelige gæstearbejdere i Libanon lever uden tilstrækkelig retssikkerhed og er hyppige ofre for diskrimination, misbrug og overgreb. Vi arbejder på flere niveauer for at forbedre deres vilkår. Gennem forskning, offentlige arrangementer og mediekampagner forsøger vi at ændre holdningen til gæstearbejdere i det libanesiske samfund. Samtidig oplyser vi kvinderne om deres rettigheder og hjælper dem med at hævde dem, "siger Allen Jelich, landechef for Dansk Flygtningehjælp i Libanon.
Kvindelige gæstearbejdere i Libanon lider både under formel lovgivningsmæssig forskelsbehandling og en generel negativ eller indifferent holdning fra arbejdsgiverne og det omgivende samfund.
"Gæstearbejdere er ikke omfattet af den libanesiske arbejdsmarkedslovgivning. Private vikarbureauer rekrutterer kvinder til libanesiske husstande uden effektiv kontrol af staten, og arbejdstagernes juridiske status er udelukkende knyttet til deres arbejdsgivere. Frygt for arrestation og deportation betyder, at kvinderne ofte føler sig tvunget til at blive på trods af overgreb, "siger KAFA direktør Zoya Rouhana.
Over 50% af kvinderne arbejder mere end 12 timer om dagen, og 40% har ingen fast fritid. Ifølge resultaterne af en undersøgelse bestilt af KAFA konfiskerer 88% af arbejdsgiverne deres ansattes pas, 31% lader ikke deres ansatte komme ud af huset, og 80% tillader ikke deres ansatte at forlade huset på deres fridag. Hver uge dør en gæstearbejder - oftest af selvmord eller ulykker. Andre rapporterede former for misbrug inkluderer manglende lønninger, uregelmæssige lønninger, psykisk og fysisk vold (herunder seksuel) og social isolation.
KAFA har kontakt til mange kvindelige gæstearbejdere i Libanon gennem møder og andre opsøgende aktiviteter, og distribuerer tusindvis af nyhedsbreve, der i øjeblikket offentliggøres på fem sprog.
Foto: Matthew Cassel
Læs om Dansk Flygtningehjælps arbejde i Libanon





