26.01.10
Kategori: Pressemeddelelser, Nyheder, Danmark, IntegrationNye strammere regler for at opnå permanent opholdstilladelse, vil ramme flygtninge hårdt. Det vil stå i vejen for integration, mener Dansk Flygtningehjælp.
De nye stramninger af udlændingeloven og integrationsloven, der bliver fremlagt af Integrationsministeren i dag, vil betyde, at udlændinge får vanskeligere ved at få permanent opholdstilladelse efter nogle års ophold – mange må i dag vente i syv år.
Dansk Flygtningehjælp advarer mod, at de nye regler vil ramme flygtninge, dvs. mennesker, der ikke har andre steder end Danmark at opbygge eller genopbygge deres tilværelse. En permanent opholdstilladelse giver den ro, der skal til, for at det kan lade sig gøre. Uvished og ventetid virker modsat.
”Regeringen sender med endnu et opstrammende lovforslag igen det signal til flygtningene, at de ikke er velkomne her. Det er trist og står i skærende kontrast til regeringens budskaber om, at udlændinge skal integreres i det danske samfund. Det er svært at føle sig hjemme og bidrage til det nye land, når man konstant mindes om, at man ikke rigtigt er velkommen,” siger Andreas Kamm, Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.
De nye regler vil betyde, at flygtninge og andre udlændinge skal samle point via kurser i fx sprog, samfundsforhold og arbejde, og så må de ikke have modtaget sociale ydelser i en periode op til ansøgningstidspunktet. Dem der klarer sig godt, er veluddannede fra starten og ikke har særlige problemer, vil kunne komme hurtigere igennem. Den karakteristik kan man ikke altid sætte på flygtninge.
”Regeringen taler om pisk til dem, der ikke vil, og gulerødder til dem, der gerne vil. Men glemmer, at mange flygtninge, der kommer her til landet for at få beskyttelse, har svære traumer og savn, der stiller sig i vejen for, at de kan skøjte igennem et uddannelses eller arbejdsforløb. Det er ikke viljen til at falde til, der mangler, de har jo ikke andre steder at tage hen,” siger Andreas Kamm.
Dansk Flygtningehjælp mener derfor ikke, at de nye regler er hjælpsomme for en hurtig integration af flygtningene, så de kan bidrage aktivt til deres nye samfund.
”De mange og tilbagevende diskussioner om stramninger af lovgivningen betyder desuden, at reglerne snart er så komplicerede at ingen kan huske dem og finde ud af dem. Det er skadeligt for gennemsigtigheden og forståelsen – både hos sagsbehandlere og rådgivere – men værre endnu hos fx flygtningene, som får stadigt vanskeligere ved at forstå, hvad det går ud på,” siger Andreas Kamm.
Læs også:
Artikel i Jyllands Posten: Sværere at få opholdstilladelse
Artikel på dr.dk: Pointsystem svækker integration





