Dansk Flygtningehjælp

Humanitært ophold under pres

20.04.10

Kategori: Nyheder, Danmark, Asyl

 

Den nye udlændingepakke udhuler muligheden for at få humanitært ophold af helbredsmæssige årsager, det vurderer Dansk Flygtningehjælp.

I lovforslaget fra regeringen og Dansk Folkeparti, der blev førstebehandlet i Folketinget i går, ændres praksis for tildeling af humanitære opholdstilladelser, så der ikke længere vil blive taget stilling til om den nødvendige behandling er tilgængelig i hjemlandet for asylansøgeren.

”Det er meget få steder i verden, hvor en behandling ikke er til stede for overklassen. Regerings-ledelsen selv i Irak skal nok kunne anskaffe den nødvendige antipsykotiske medicin til et familiemedlem. Men det betyder ikke, at en socialt og økonomisk dårligt stillet person, vil have samme mulighed. Hvis det ikke tages med i overvejelserne, når en ansøgning om humanitært ophold skal vurderes – så sker vurderingen på et rent fiktivt grundlag,” siger Andreas Kamm, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.

Over halvdelen af de 24 sager, der i 2009 fik humanitært ophold under henvisning til helbredsforhold fik det ud fra en konkret vurdering af, at der ikke var reel adgang til behandling for asylansøgeren i sit hjemland.

”Det er en benhård stramning, der vil få store konsekvenser for tildelingen af humanitært ophold. Og det er ikke fordi, det er en type opholdstilladelse, der er blevet uddelt med rund hånd hidtil. Ansøgeren skal være livstruende fysisk syg – fx kræft eller AIDS i terminalfasen – eller have en klinisk diagnose,” forklarer Andreas Kamm, der vurderer at den foreslåede ændring vil reducere muligheden for at opnå asyl på humanitært grundlag så markant, at en asylsag reelt skal falde ind under en af de øvrige bestemmelser, for at ende med en opholdstilladelse i Danmark.

Flygtningehjælpen undrer sig desuden over begrundelsen for at ændre på praksis. Det fremgår af bemærkningerne, at der ”…de senere år er sket en stigning i antallet af asylansøgere, hvis eneste motiv for at komme til Danmark tilsyneladende er at søge humanitært ophold for at kunne modtage behandling for en fysisk eller psykisk sygdom.”

”Det er en let absurd tanke, at en meget fysisk eller psykisk syg person skulle tage rejsen til Danmark, for at kunne sidde på et asylcenter – ofte i adskillige år – i forventning om, at der på et eller andet tidspunkt ville blive udløst en opholdstilladelse med behandling,” siger Andreas Kamm.

Antallet af asylansøgere, der har fået en humanitær opholdstilladelse, har desuden ikke været stigende de seneste år. I 2007 blev der tildelt humanitært ophold i 79 sager, i 2008 blev det tildelt i 73 sager og i 2009 var antallet af sager, der endte med en humanitær opholdstilladelse, nede på 33 sager.