22.09.11
Kategori: Nyheder, internationalt, Frivillige, Holdninger og debatUnder EU’s frivillig år er der fostret en ambitiøs politisk målsætning om, at 50% af den danske befolkning skal arbejde frivilligt i 2020. Dansk Flygtningehjælp, Ældre Sagen og Røde Kors har sammen sat frivilligheden til debat, og der er enighed om de grundlæggende udfordringer, der skal løses hvis målet skal nås.
Dansk Flygtningehjælp, Ældre Sagen og Røde Kors repræsenterer tilsammen omkring 35.000 frivillige, og trods store forskelle i forhold til aktiviteter og frivillige er der enighed om de grundlæggende udfordringer.
Frivilligt arbejde på frivillige betingelser
Der er langt fra ung til ung aktiviteter til besøgsordninger for ældre medborgere eller fra strik til fordel for nødlidende børn i verden til mentorordninger for etniske minoritetsunge i Danmark. De frivillige i Dansk Flygtningehjælp, Ældre Sagen og Røde Kors udgør en mangfoldig flok, men en ting har de til fælles. De motiveres af ”sagen” og viljen til at gøre en forskel for andre mennesker. Netop derfor er det helt afgørende, at det frivillige arbejde ikke reduceres til en støttefunktion for velfærdssamfundet – frivillige skal ikke erstatte offentligt ansatte, men inddrages som ligeværdige samarbejdspartnere.
Erhvervslivet skal inddrages
Kulturkløften mellem erhvervslivet og de frivillige organisationer er en myte, der skal gøres op med. Det moderne danske erhvervsliv opfatter ikke bundlinje og socialt engagement som modsætninger, men er klar til at yde en indsats i det omgivende samfund. De moderne frivilligorganisationer ser ingen modsætning mellem menneskeligt engagement og målbare resultater. Et dynamisk samarbejde mellem målrettede frivilligorganisationer og socialt bevidste virksomheder rummer et enormt potentiale.
De unge skal med
Mange frivilligorganisationer har gjort meget for at inddrage de unge i det frivillige arbejde, og der er ingen tvivl om at ungdommen er klar til at løfte frivillige opgaver. Der er med andre ord ingen ”generationskløft” når det gælder viljen til at gøre en forskel. Det betyder ikke, at ældre og yngre frivillige har samme forudsætninger – livsomstændigheder, udsyn og kompetencer er forskellige. Det er afgørende, at vi ikke behandler disse forskelle som et problem men derimod en styrke. Al erfaring viser, at netop samarbejdet på tværs af aldersgrupper er med til at balancere dynamik og kontinuitet i det frivillige arbejde.
Dansk Flygtningehjælp, Ældre Sagen og Røde Kors har afholdt det første debatmøde i en række af tre. Frivilligarbejdet i alle tre organisationer er i en rivende udvikling, og samarbejdet skal konsolidere og udvikle frivilligarbejdet på tværs af de forskellige indsatsområder.
Debatmøder om frivillighed
Ældre Sagen afholder debatmøde om frivilliges potentiale og muligheder onsdag 2. november.
Du kan læse mere om debatrækken på www.aeldresagen.dk/tilmelding
Røde Kors afholder debatmøde om frivilliges rolle som fortalere onsdag den 12. oktober.





