08.11.11
Kategori: Nyheder, Danmark, PressemeddelelserOver 120 gymnasier har i år fået besøg af Dansk Flygtningehjælp i forbindelse med landsindsamlingen den 13. november. Der er kun fire dage tilbage til indsamlingen går løs og tusindvis af gymnasielever er stadig godt i gang med at hverve indsamlere.
Dansk Flygtningehjælp har været på roadtrip i hovedparten af Danmark for at opfordre over 120 gymnasier om at deltage i gymnasiedysten – en konkurrence der handler om at skaffe flest indsamlere til Dansk Flygtningehjælps landsindsamling. Konkurrencen er simpel- det gymnasium, der har flest indsamlere på indsamlingsdagen, vinder en koncert med pop/rock bandet ’The Olympics’.
Listen af gymnasier er lang og indeholder størstedelen af landets gymnasier - fra Hjørring til Ringkøbing, Nyborg og helt til Helsingør har gymnasieelever tilmeldt sig gymnasiedysten.
”I år har vi fået rekord mange gymnasieelever til at tilmelde sig. Vi er oppe på 4000 gymnasielever og det er utrolig flot, at se så mange energiske unge mennesker, der vil gøre en forskel. Der er selvfølgelig stadig mulighed for at melde sig som indsamler, for dem der ikke har gjort det endnu,” siger Henrik Egelind, Projektleder i Dansk Flygtningehjælp.
Dansk Flygtningehjælps kampagnemedarbejdere har været rundt på gymnasierne for at opfordre gymnasielever til at melde sig som indsamlere og deltage i konkurrencen. De er blevet mødt af entusiastiske og optimistiske gymnasielever, der gerne vil gøre en indsats.
“Jeg melder mig som indsamler af lyst, og fordi det er vigtigt at give til dem, der ikke selv har. Det er vigtigt at støtte op om alle – og hvad er 3 timer i dit liv? Det er jo ingenting,” siger Andreas, fra Viby Gymnasium.
Den 13. november går det løs og det gymnasium der vinder gymnasiedysten 2011 vil få direkte besked. Pengene fra Dansk Flygtningehjælps landsindsamling skal gå til flygtninge i verdens brændpunkter. Dansk Flygtningehjælp hjælper flygtninge i 33 lande blandt andet Afghanistan, Sydsudan, Liberia og Somalia.
En tur med indsamlingsbøssen tager ca. tre timer, på den tid får indsamlerne nok penge i indsamlingsbøssen til fx at uddele 1000 måltider til krigs og tørkeramte flygtninge i Somalia eller rent vand til 500 flygtninge i Liberia i en hel måned.
Det tager kun tre timer at samle ind og du kan nu melde dig som indsamler her





