Dansk Flygtningehjælp

Godt indsamlingsresultat trods regn

14.11.10

Kategori: Pressemeddelelser, Nyheder, Danmark

 

Dansk Flygtningehjælps landsindsamling ender på 14,5 millioner – på trods af regn i hele landet.

Fra Skagen til Sønderjylland og fra Bornholm til Vesterhavet har 13.000 danskere samlet ind til Dansk Flygtningehjælps nødhjælpsarbejde ved Landsindsamlingen søndag den 14. november.

”Jeg er naturligvis en glad mand i dag – rigtig mange frivillige indsamlingskoordinatorer har gjort et kæmpe stykke arbejde for at nå det flotte resultat. Det lykkedes - selvom vejret var rigtig skidt, og vi alle sammen var godt våde efter indsamlingen,” siger Andreas Kamm, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, der glæder sig over, at Dansk Flygtningehjælp nu har mulighed for at hjælpe endnu flere flygtninge i verdens brændpunkter.

”De penge danskerne har bidraget med gør en enorm forskel. 80 til 90 % af verdens flygtninge befinder sig i deres nærområde, og det er der, vi nu kan styrke indsatsen,” siger Andreas Kamm.

Video: Andreas Kamm takker indsamlerne for deres indsats

For dem, der ikke var hjemme, da indsamlerne ringede på, er der stadig mulighed for at støtte Dansk Flygtningehjælps nødhjælpsarbejde. Alle husstande har nemlig mulighed for at deltage i lodtrækningen om en Mitsubishi Colt ved at donere 150 kr. på telefon 90540808.

Resultat: se indsamlingsresultatet i dit område