13.10.11
Kategori: Nyheder, Danmark, PressemeddelelserFlere socialt udsatte tosprogede børn støttes nu i at få en god start i folkeskolen gennem Projekt Skoleparathed – et toårigt projekt i Århus Vest, som Integrationsnet – en del af Dansk Flygtningehjælp gennemfører med støtte fra Århus kommune og Socialministeriet.
Projekt Skoleparathed er et nyt tilbud som er målrettet socialt udsatte tosprogede børn. Formålet er at styrke de 5-åriges sproglige, sociale, adfærdsmæssige og følelsesmæssige kompetencer, så de på alle måder er klar til at få det bedste ud af deres kommende skolegang.
”Vi ved at børn af f.eks. traumatiserede forældre ofte viser tydelige tegn på mistrivsel allerede i børnehaven. Børnene kan have en voldsom adfærd, eller de kan være meget indesluttede. Hvis vi kan sætte ind tidligt overfor disse signaler, kan vi undgå at børnene bliver fastlåst i uhensigtsmæssige roller overfor pædagogerne og de andre børn” siger projektleder og musikterapeut, Mathias Granum
Børnene mødes i mindre grupper en time om ugen, og deltager i et varieret program som blandt andet indeholder social læring, sprogstimulering, musiskterapi og fysisk leg.
”En del af de børn vi arbejder med, har svært ved at indgå i lege med andre børn. Vi ved samtidig, at legen er barnets vigtigste redskab til at udvikle sociale færdigheder, og til at bearbejde ubehagelige oplevelser. Forudsætningen for at indgå i et positivt samspil med andre børn er basale færdigheder som det at kunne vente på sin tur, række hånden op og give opmærksomhed og støtte til andre i gruppen” siger Mathias Granum fra Integrationsnet.
Projekt Skoleparathed sker i samarbejde med fem børneinstitutioner i Aarhus Vest, der visiterer socialt udsatte tosprogede til tilbuddet. Projekt Skoleparathed er en del af Integrationsnet under Dansk Flygtningehjælp, der løser integrationsopgaver for kommuner overalt i landet.





