Dansk Flygtningehjælp

FUNKEL – inklusion frem for VIP

22.11.11

Kategori: Nyheder, internationalt, Frivillige

 

Unikke festoplevelser skal kombineres med fokus på unge flygtninges vilkår, når Dansk Flygtningehjælps Ungenetværk DFUNK inviterer til den årlige FUNKEL fest lørdag 26. november på Vesterbro.

FUNKEL er stablet på benene i et samarbejde mellem DFUNK og syv unge performance designstuderende fra Roskilde Universitet. Toptunet DJ lineup, stand-up og installationskunst skal sikre en unik festoplevelse når KB18, Kødboderne på Vesterbro danner rammen om FUNKEL festen 2011.

”FUNKEL er hverken indholdsløs drukfest eller traditionel oplysning – oplevelser og indhold er uløseligt forbundet. Vi vil feste igennem, og vi vil sætte en ny dagsorden om inklusion af unge flygtninge,” siger Nadia Benneweis en af de syv studerende bag FUNKEL.

Programmet for FUNKEL er bredt og kvaliteten i absolut top. Aftenen byder bl.a. på Stand-up show af Kristoffer Eriksen og Thomas Skov – sidstnævnte kendt som praktikanten i Det Nye Talkshow. Voodoom, der er kendt for deres dansevenlige reggae og Patchanka leverer fyldig ska-reggae. Lækkert DJ lineup, der byder på navne som Rita Blue, Morten Greven (vinder af MTV’s Clubaward 2011) og Lars Jespersen (3.plads ved Danish DeeJay Battle 2002).

”Det er vigtigt for os, at kvaliteten er i top. Vi går ikke på kompromis - hverken når vi fester eller når det gælder det frivillige arbejde. Rigtig mange unge har det lige som os, og det er dem vi skal engagere,” siger Nadia Benneweis

DFUNK har mere end 700 medlemmer, der arbejder for og med flygtninge og etniske minoriteter i Danmark gennem oplysning, sociale aktiviteter og events.  

Besøg DFUNKs Facebookside

Besøg DFUNKs hjemmeside

Bestil billet til FUNKEL fest 2011