21.05.10
Kategori: Nyheder, internationalt, DDGDansk Flygtningehjælp har ryddet miner i Afghanistan siden 1999. Rydningen af 100.000 landminer og op mod 1 million stykker ueksploderet ammunition har reddet liv og forbedret livsomstændighederne for en del af befolkningen i det fattige og krigshærgede land. Men der er stadig brug for at udvide indsatsen.
I marts måned 2010 var der 45 ulykker med miner og ueksploderet ammunition
i Afghanistan. Samtidig er minefaren et stort problem for civilbefolkningens
daglige liv.
”Når et stykke land er ryddet og overgivet til civilbefolkningen betyder det, at
livet i området kan genoptages. Der er adgang til vand, markerne kan dyrkes
og huse og skoler kan genopbygges og tages i brug. Det er i sidste ende et
spørgsmål om at sikre afghanernes fremtid, ” siger Vivian Veroma, Head of
finance and administration i Dansk Flygtningehjælps minerydningsafdeling i Afghanistan.
Dansk Flygtningehjælp nøjes ikke med at rydde miner, men arbejder også
målrettet for at uddanne civilbefolkningen i sikker adfærd omkring miner og
ueksploderet ammunition.
”Minerne er en usynlig trussel – især børn og kvinder er udsatte. Børnene fordi
de er nysgerrige og leger i forladte bygninger med minelagre eller samler
ueksploderet ammunition op. Kvinderne fordi det er dem, der samler brænde,
henter vand og tager sig af dyrene. Vi arbejder målrettet med uddannelse
af lokalbefolkningen, så de ved, hvordan de skal sikre sig bedst muligt mod
minefaren,” siger Vivian Veroma.
Dansk Flygtningehjælps blad På Flugt sætter fokus på minefaren og minerydningsarbejdet i Afghanistan.
Læs På Flugt (PDF 560KB)





