07.05.09
Kategori: Nyheder, internationalt, Asien, Nødhjælp, DDGOp mod 25.000 yderligere flygtninge forventes at komme til Jaffna-halvøen i det allernordligste Sri Lanka. Dansk Flygtningehjælps minerydningsafdeling forventer at skulle rydde store områder til flygtningelejre i den tidligere krigszone.
Antallet af flygtninge, der skal bo på Jaffna-halvøen ventes at blive mere end fordoblet. Dansk Flygtningehjælps minerydningsafdeling, Danish Demining Group, er blevet bedt om at hjælpe med at rydde nye store områder, så der kan skabes lejre til yderligere 25.000 flygtninge der er i øjeblikket omkring 18.000 flygtninge i Jaffna.
Flygtningene har boet under rædselsfulde forhold i krigszonen, de seneste måneder. Der er brug for at skabe midlertidigt tag over hovedet til alle samt sundhedsklinikker og skoler til børnene. Det kræver plads, og det er lige nu en af de helt store udfordringer at finde plads til de mange tusinde nye flygtninge, der strømmer ud fra krigszonen, fortæller lederen af minerydningsindsatsen i Sri Lanka, Steen Wetlesen, der netop er kommet til Danmark.
Der er i alt kommet op mod 200.000 flygtninge ud af krigszonen i Sri Lanka de seneste måneder. Dansk Flygtningehjælps minerydningsafdeling arbejder lige nu på højtryk for at rydde et større område på Jaffna-halvøen der skal bruges til flygtningelejre og skoler for en stor del af de flygtninge, der hidtil er kommet til Jaffna.
Nu ventes yderligere 25.000 flygtninge at komme til området og derfor bliver der ledt efter nye steder, hvor det er muligt at oprette midlertidige lejre.
Vi forventer, at det bliver nødvendigt at finde egnede områder syd for Jaffna, hvor der har været krig indenfor de seneste år. Det bliver en større opgave, for der vil vi helt sikkert finde både landminer, lureminer og ueksploderet ammunition, fortæller Steen Wetlsen.
Det Svenske Postkode Lotteri har netop givet Dansk Flygtningehjælps minerydningsafdeling en million svenske kroner til den akutte indsats. Det har gjort det muligt at genansætte 100 mineryddere, så der i øjeblikket er 150 minerydder i gang med den nuværende indsats.
Dansk Flygtningehjælp hjælper i øjeblikket flygtningene både i Jaffna provinsen, i Trincomalee og omkring byen Vavuniya, hvor hovedparten af flygtningene befinder sig. Dansk Flygtningehjælp sørger bl.a. for mad, vand, telte, køkkengrej og hygiejneartikler til mange af flygtningene.




