05.07.10
Kategori: Nyheder, Danmark, Pressemeddelelser, SydasienRice har lanceret en hel serie farverige kopper, tallerkner og madkasser, der både vil bringe glæde til danske børn – og børn fra Myanmar. Overskuddet fra salget går til at bygge en skole i Myanmar i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp.
Ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogle. Det er filosofien bag et nyt samarbejde mellem interiør- og designfirmaet Rice og Dansk Flygtningehjælp. Det er også baggrunden for, at Rice nu har dedikeret en del af deres børnetema til projektet – der samtidig vil fungere som byggesten til en ny skole i Myanmar. Skolen er til nogle af de hundrede tusinde børn, der mistede deres skole, da cyklonen Nargis hærgede landet for to år siden.
”Børn er fremtiden – både i vores del af verden og i Myanmar. Men hvor skolegang er noget, vi kan tage for givet her, så er det langt fra tilfældet i Myanmar. Det har vi en mulighed for at lave om på, og den mulighed har vi selvfølgeligt grebet. For skolegang er essentielt for, at børn kan udvikle sig, gribe nye chancer – og samtidig lære om demokrati og rettigheder,” siger Charlotte Hedeman Gueniau, indehaver af Rice og fortsætter: ”Som noget nyt kan du selv donere små eller store beløb på www.flygtning.dk/riceschool, så din hjælp er kun et klik væk.”
De mange farverige krus, kopper, tallerkner, madkasser og opbevaringsbeholdere er allerede nu på vej ud i butikkerne. Overskuddet fra salget går direkte til at bygge den nye skole i Myanmar, som skal bygges i det område, hvor cyklonen ramte hårdest. Det er Dansk Flygtningehjælp, der står for at omsætte pengene til byggesten, tavler og skolemøbler.
”Vi har samarbejdet med Rice i flere år. Rice har blandt andet allerede doneret et stort beløb fra salg af suppeskeer, der har sikret, at vi har kunnet uddele suppe til familier på flugt fra krigen i Somalia. Det nye skoleprojekt gavner både børn her og nu, der har stået uden adgang til undervisning, siden cyklonen – og projektet rækker ind i fremtiden og sikrer, at børnene bliver uddannet til at skabe en fremtid for sig selv og deres land,” siger Henriette von Essen-Leise, indsamlingschef i Dansk Flygtningehjælp.
Rice’ produkter vil fra uge 26 blive solgt i både Danmark og (Norge, Sverige, Holland, Schweiz, Tyskland, Spanien og England.).





