04.04.11
Kategori: Nyheder, internationalt, Nødhjælp, VestafrikaMens kampene tager til i Elfenbenskysten forsøger Dansk Flygtningehjælp at støtte de mange flygtninge, der har krydset grænsen til Liberia og som netop nu huses af lokale landsbysamfund.
Netop nu har Dansk Flygtningehjælp et hold inde i selve Elfenbenskysten for at undersøge muligheder for at støtte de mange fordrevne i landet. Indtil sikkerheden tillader en hjælpeindsats i Elfenbenskysten, er det danske hjælpearbejde koncentreret i Nimba Amt. Her befinder sig langt hovedparten af de mere end 110.000 flygtninge, der er på flugt fra urolighederne i Elfenbenskysten. Samlet anslås over en million mennesker at være flygtet fra deres hjem på grund af kampene.
Urolighederne er fulgt i kølvandet på præsidentvalget i november 2010, der fortsat er uafklaret. Valget betød at den siddende præsident Laurent Gbagbo, må vige pladsen for sin modkandidat Alassane Ouattara, der er internationalt anerkendt som valgets vinder.
Camilla Winther Kragelund er udsendt af Dansk Flygtningehjælp og er teamleder for den danske indsats. Hun arbejder med at sikre, at de mange ivorianske flygtninge får adgang til hjælp og beskyttelse, og at også de hårdt pressede værtssamfund bakkes op til at klare opgaven.
Se indslag i TV Avisen den 2.april med Camilla Winther Kragelund
Hør indslag på DR P1 om Elfenbenskysten og Camilla Winther Kragelund, der beretter fra Liberia





