12.08.10
Kategori: Nyheder, internationalt, Centralasien, NødhjælpDe ødelæggende oversvømmelser i Pakistan har afstedkommet internationale anmodninger om hjælp til ofrene. Blandt ofrene for oversvømmelserne er afghanske flygtninge i Pakistan. Den danske organisation DACAAR, der arbejder med hjælp i Afghanistan og til afghanske flygtninge, kortlægger nu situationen i nogle af de berørte områder i flygtningelejre i det nordvestlige Pakistan.
Mindst to flygtningelejre i Pakistan, der huser over 5.000 afghanske flygtningefamilier, er skyllet væk af oversvømmelser. Desuden er tusindvis af huse i omkring 20 flygtningelejre i hele Khyber-Pakhtunkhwa provinsen (tidligere North West Frontier Province) blevet beskadiget.
Oversvømmelserne er de værste, der har ramt Pakistan i årtier. Hidtil har mere end 1.600 mennesker mistet livet, og oversvømmelserne truer nu også de sydlige provinser i Pakistan.
I kølvandet på katastrofen er der et presserende behov for at sikre adgang til drikkevand. Brønde er blevet oversvømmet og forurenet, og skal renses og genopbygges. Adgang til rent drikkevand er afgørende ikke mindste når det handler om at forhindre udbrud af sygdomme.
DACAAR har arbejdet til støtte for afghanske flygtninge siden 1984 og har en lang tradition for nødhjælp i regionen, hvor det har handlet om at sikre rent drikkevand, bygge latriner og formidle sundheds- og hygiejneundervisning i flygtningelejrene i Pakistan. DACAAR har hovedkvarter i Kabul, Afghanistan, og er i stand til at reagere med kort varsel på den nuværende katastrofesituation i nabolandet Pakistan.




