23.06.11
Kategori: Nyheder, internationalt, DDG39-årige Christina Theim Jensen bor og arbejder i bogstaveligste forstand i et minefelt. Hun er udsendt for Dansk Flygtningehjælp til Colombia, hvor der i gennemsnit sker én mineulykke om dagen. Landet er et af verdens mest minerede og minerydningen har længe haltet bagefter. Nu tager Dansk Flygtningehjælps minerydningsenhed fat på den store opgave i Latinamerika.
Når der ligger en coladåse på jorden i Colombia, er det ikke nødvendigvis affald. Det kan meget vel være en hjemmelavet mine. Colombia er i dag et af verdens mest minerede lande, og der kommer nye miner til hele tiden.
”Det er en kæmpestor udfordring at skulle kaste sig ud i minerydning i Colombia. Men samtidig er det også en stor tillidserklæring fra de colombianske myndigheders side, når de inviterer os til at hjælpe dem med at løse det store problem, som miner udgør,” siger Christina Theim Jensen, projektleder for Danish Demining Group, der er en del af Dansk Flygtningehjælp.
Christina Theim Jensen er fra København og har tidligere arbejdet med Latinamerika i andre internationale sammenhænge. Nu gælder det Colombia, hvor hun skal opstarte og lede Danish Demining Group’s projekt.
Gennem flere årtier er der brugt landminer i Colombia i konflikten mellem militæret og en række revolutionære væbnede grupper. Konflikten drejer sig i dag bl.a. om besættelse af jordområder og landminer bruges i stor stil til at holde uønskede væk fra de jordområder, som guerillagrupperne har sat sig på.
I Colombia lever mange familier af at dyrke jorden. Når de pludselig ikke længere har adgang til jorden pga. landminer, er de tvunget til at flygte fra deres hjem og finde andre steder at være. Der anslås i dag at være omkring 3,4 millioner internt fordrevne i landet på grund af kampe, men også de livsfarlige minefarer, der følger i kølvandet.
”Vi skal både fjerne miner og have sat gang i undervisning af lokalsamfund i området. Vi kan begynde vores indsats i områder, hvor der ikke længere er kampe,” siger Christina Theim Jensen fra Danish Demining Group.
Hun har før kastet sig over udfordringer, der er ud over det sædvanlige. For nogle år siden tog hun en beslutning om at emigrere. Men inden da skulle Christina Theim Jensen lære sit fædreland lidt bedre at kende. Hun lejede en hest, og red landet rundt i to måneder - fra Gilleleje til Skagen. Og så endte hun med at blive lidt længere i Danmark alligevel. Nu rejser hun så ud, ikke som emigrant, men for at stå i spidsen for Danish Demining Group’s nye indsats i Colombia. Danish Demining Group er Dansk Flygtningehjælps minerydningsenhed, der arbejder i en lang række lande verden over, hidtil i Afrika og Asien, men nu også i Latinamerika.





