05.02.10
Kategori: Nyheder, internationalt, Østeuropa5. februar 2010 markeres den officielle afslutning på Dansk Flygtningehjælps 18 år lange engagement i Bosnien. Målrettet kapacitetsopbygning fra blandt andre Dansk Flygtningehjælp betyder, at lokale myndigheder og NGOer de senere år i stigende grad har taget over - men der er stadig brug for det internationale samfund i Bosnien.
Under krigen i 90’erne var Bosnien centrum for mediernes og donorernes opmærksomhed. Siden er fokus flyttet til nye konflikter og problemer. Dansk Flygtningehjælp har igennem alle årene opretholdt en massiv tilstedeværelse i Bosnien gennem krig, genopbygning og forsoning.
”Dansk Flygtningehjælps nødhjælpskonvojer bragte mad og medicin til hundredetusinder fordrevne under krigen, og vores flygtningecentre gav dem tag over hovedet. Efter krigens afslutning, var vi med til at genopbygge landet og hjælpe flygtninge og fordrevne hjem” siger generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm.
For at støtte op om den vigtige forsoningsproces og varige løsninger for de mange fordrevne i Bosnien har Dansk Flygtningehjælp de seneste år haft fokus på kapacitetsopbygning af lokale myndigheder og NGOer, som skal føre det vigtige arbejde videre.
”Bosnien er kommet langt siden krigen – men et stort antal fordrevne mangler stadig en varig løsning, landet er politisk ustabilt, og mindretal oplever forskelsbehandling. Hvis Bosnien skal løftes det sidste stykke ud af krigens skygge, kræver det en vedholdende indsats fra lokale kræfter – og der vil fortsat være brug for støtte fra det internationale samfund til at fastholde fokus på adgang til lige rettigheder og beskyttelse af mindretal”, siger Andreas Kamm.
Dansk Flygtningehjælp yder fortsat rådgivning til flygtninge i Danmark, der ønsker at vende hjem til Bosnien, og er stadig til stede med støtte til internt fordrevne og flygtninge i andre dele af det tidligere Jugoslavien.
Læs om Dansk Flygtningehjælps arbejde i Bosnien igennem årene.





