Dansk Flygtningehjælp

Dansk EU-formandskab overfor store udfordringer på asylområdet

09.01.12

Kategori: Europa, Holdninger og debat

 

EU's fælles asylsystem skal gennemføres i slutningen af 2012. Men finans- og gældskrisen og et stigende pres på de i forvejen mangelfulde asylsystemer i sydeuropæiske lande truer implementeringen.

ECRE (European Council on Refugees and Exiles), der er paraplyorganisation for 70 europæiske NGOer, lægger i sine anbefalinger til det danske formandskab vægt på dansk lederskab i forbindelse med forberedelsen af vedtagelse og implementering af fælles asylstandarder på tværs af EU, det såkaldte Common European Asylum System (CEAS).

”Det er selvfølgelig afgørende, at de lovgivningsmæssige rammer kommer på plads. Men det danske formandskab skal agere i en politisk virkelighed, der er præget af finans- og gældskrisen samtidig med, at der er et stigende pres på de sydeuropæiske asylsystemer i specielt Grækenland og Italien,” siger formanden for ECRE og generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, og fortsætter: ”Et fælles asylsystem forudsætter ikke bare fælles lovgivning, men også en fælles vilje til at efterleve denne lovgivning og dertil velfungerende systemer, der kan håndtere reglerne i praksis.”

Et eksempel på manglende implementering af fælles standarder er inden for den såkaldte Dublin- forordning, der bestemmer, at asylansøgere kan returneres til det første EU-land, de er registreret i. Menneskerettighedsdomstolen og EU-domstolen har i to principielle afgørelser vurderet, at det kun kan ske, når det enkelte EU-land lever op til internationale konventioner og menneskerettigheder.

”Vi har allerede set, at Dublin-forordningen er sat ud af kraft i forhold til Grækenland, hvor asylsystemet er brudt sammen, og det samme kan ske i Italien og andre lande langs EU's ydre grænse. Uden en helt anderledes solidarisk ansvarsfordeling er det svært at forestille sig, at fælles standarder kan implementeres effektivt,” siger Andreas Kamm.  

Læs anbefalinger til det danske EU formandskab fra European Council on Refugees and Exiles (eng)

 
 
quotes

Et fælles asylsystem forudsætter ikke bare fælles lovgivning, men også en fælles vilje til at efterleve denne lovgivning og dertil velfungerende systemer, der kan håndtere reglerne i praksis.

Andreas Kamm, formand for ECRE og generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp