18.08.10
Kategori: Nyheder, Danmark, IntegrationDansk Flygtningehjælp samarbejder med Albertslund kommune om et radioprojekt, der skal hjælpe minoritetsunge i arbejde. Ideen er at de unge skal dygtiggøre sig samtidig med, at de laver vedkommende radiomontager om deres eget liv.
Det handler om, at give de unge et talerør – et sted hvor de kan dele deres historier. Talerøret er en lokalradio, inspirationen er fra New York og nu er håbet, at det kan være vejen til at skaffe unge i arbejde i Albertslund. Det er de spændende historier fra unges virkelighed i Albertslund, der skal åbne døre til beskæftigelse.
”De unges fortællinger vil give de lokale lyttere og beboere i området et indblik i, hvilke udfordringer de unge ledige står overfor. Det er netop disse historier, der vil give nærmiljøet en forståelse for, hvorfor det er nødvendigt at give de her unge en hånd.” Det siger Eva Ahrensburg, som er projektleder i Dansk Flygtningehjælps Integrationsnet, der arbejder for positiv integration af flygtninge og indvandrere i hele landet.
Det er Albertslunds Nærradio der er vært for beskæftigelsesprojektet. Fra 1. september skal de unge ledige vende mikrofonen mod sig selv og deres lokalområde Albertslund. Forløbet vil samtidig give dem mulighed for at indgå i det daglige arbejde på Radiostationen, og blive fulgt op af workshops og undervisning.
Inspirationen til projektet er hentet fra New York, hvor radiostationen WNYC gennem projektet ’Radio Rookies’ har haft stor succes med at få lytterne til at slå ørerne ud for de unge i Brooklyn og Bronx. Her fortæller de unge deres personlige historier om f.eks, at sælge våben på gaden som 14-årig eller om at være en overvægtig teenager.
” Projektet giver de unge mulighed for at afprøve mange forskellige kompetencer - tekniske, sproglige, kommunikations- og samarbejdsevner. Hvis de vælger at bringe deres egen personlige historie, kan processen også bruges til personlig afklaring. Hvad er det for et budskab jeg gerne vil sende ud? Hvad har jeg behov for, for at komme videre i mit liv,” siger Eva Ahrensburg.
De unges historier har i New York ført til henvendelser fra de lokale, der tilbyder mentorordninger eller jobs til de unge. Det er også ambitionen i Albertslund.





