Dansk Flygtningehjælp

Brians kollegiale fusionskøkken

05.05.10

Kategori: Integration, Nyheder, Danmark

 

Dansk Flygtningehjælps Center for Afklaring og Rehabilitering i Horsens arbejder for at afklare arbejdsevnen hos de mest udsatte flygtninge og bringe dem videre i livet. Arbejdsgivere som køkkenchef Brian Andreasen er forudsætningen for denne indsats.

Rummelighed og effektivitet går hånd i hånd i Brian Andreasens kantinekøkken, hvor integrationsindsatsen kombineres med bespisning af 400 Reitan medarbejdere. Der skal være plads til alle – både når det angår samarbejde og menu.

”Brian skaber plads til mennesker som ellers aldrig ville få en chance for at prøve sig selv af på arbejdsmarkedet. Traumatiserede flygtninge med komplekse helbredsmæssige og sociale problemer kan opdage skjulte ressourcer - eller omvendt få hjælp til at finde ud af hvilke problemer, der forhindrer dem i at arbejde. Det er en uvurderlig indsats, der giver den enkelte flygtning en chance for at komme videre i livet,” siger projektleder i Dansk Flygtningehjælp Kaj Vestergaard.  

Mottoet i kantinekøkkenet lyder i al sin enkelhed: vi skal være glade når vi kommer – og glade når vi går hjem! Den tilgang har gjort det muligt for omkring 40 medarbejdere med specielle problemer, at blive en del af kantinekøkkenet i flex job, skånejob eller jobtræning.

”I min verden skal alle have en chance – også dem, som har brug for ekstra støtte. Du kan simpelthen ikke forvente, at eksempelvis en flygtning med forfærdelige oplevelser bag sig, skal kunne håndtere stress på samme måde som os andre - der har levet et trygt liv. Men hvis en arbejdsplads er rummelig kan man skabe et miljø, der tillader mennesker at vokse og blive en social og arbejdsmæssig ressource,” siger Brian Andreasen. 

Netop oplevelsen af at se mennesker flytte sig er en afgørende motivation for Brian Andreasen.

”Jeg er da stolt over at vi har skabt en arbejdsplads, der tillader mennesker at komme videre. Det er ikke altid at et fuldtidsarbejde er en mulighed eller en løsning – men for nogle kan det blive det. Vores smørebrødsjomfru er en afghansk kvinde med flygtningebaggrund – hun kom som en der havde brug for lidt ekstra omsorg, og endte med at blive en af vores vigtigste kollegaer,” siger Brian Andreasen.

Brian Andreasen har ikke bare været en støtte som chef, også hverdagens praktiske problemer er blevet tacklet på arbejdspladsen. Derfor er også mange af de flygtninge, som har været ansat i kantinen, der opretholder kontakten til stedet.

”Jeg har givet råd og praktisk hjælp om alt fra tandlægebesøg til pension og dagpengeregler – det er ikke altid helt let at forstå de danske regler. Det betyder selvfølgelig også at man kommer lidt tættere på de flygtninge vi har haft ansat – mange af dem kommer forbi en gang imellem og hilser.  Jeg har fået at vide, at en af de kvinder vi har haft herude, er gået i gang med at lære og cykle – hendes ide er at cykle til Horsens og besøge os,” siger Brian Andreasen.