Dansk Flygtningehjælp

87 millioner til børn på flugt

06.02.12

Kategori: Nyheder, Danmark, Nødhjælp

 

Igen i år markeredes Danmarksindsamlingen med et stort anlagt show. Samarbejdet mellem DR og de største 12 humanitære organisationer i Danmark generede imponerende 87 millioner kr. til støtte for børn på flugt. Tusind tak for det!

"Resultatet er imponerende og viser endnu en gang danske borgere og virksomheders engagement i verdens humanitære problemer. Det var en fantastisk aften, og Dansk Flygtningehjælp er en af de organisationer, der nu mulighed for at skabe en fremtid for flygtningebørn i Afrika," siger Henriette von Essen-Leise leder af indsamlingsafdelingen i Dansk Flygtningehjælp.

Midlerne fra Danmarksindsamlingen går til Dansk Flygtningehjælps arbejde i  den Centralafrikanske Republik (CAR). Årtiers blodig borgerkrig har efterladt landet som et af de fattigste i verden. Befolkningen er mærket af års lidelser, og især børnene er udsatte. I konfliktramte områder er lokale skoler brændt ned, lærere drevet på flugt og tusindvis af børn er endt som børnesoldater. Kun halvdelen af børnene i CAR går i skole.

”Vi vil gerne takke både DR og de mange virksomheder og private, der har skabt det fantastiske resultat, nu får vi mulighed for at hjælpe børn, der er uskyldige ofre for en krig de aldrig har valgt, ” siger Henriette von Essen-Leise.

Dansk Flygtningehjælp vil bruge pengene fra Danmarks indsamling til at skabe en børnevenlig hverdag med fokus på beskyttelse og øget skolegang for fordrevne, børnesoldater og konfliktberørte børn i den nordlige del af CAR. 19 skoler vil give omkring 7.500 børn (inklusive 100 børnesoldater) adgang til regelmæssig uddannelse. Derudover skal 1.000 voksne have adgang til alfabetiseringskurser. 

Dansk Flygtningehjælp har arbejdet i CAR siden 2007 og er en af de vigtigste humanitære aktører i landet. Dansk Flygtningehjælp genopbygger skoler og leverer skoleborde, tavler, stole og undervisningsmaterialer. Samtidig udstyres skolerne med fodbolde, spil og andet udstyr til sociale aktiviteter.  Dansk Flygtningehjælp har bidraget til demobilisering af 417 børnesoldater og uddannet forældre i at blive lærere i de mest udsatte områder.

Læs mere om Danmarksindsamlingen og Dansk Flygtningehjælps arbejde i CAR