Dansk Flygtningehjælp

4 millioner til sikkerhed i Libyen

25.10.11

Kategori: Nordafrika, Nyheder, internationalt, DDG, Nødhjælp

 

EU midler til Dansk Flygtningehjælps minerydningsenhed Danish Demining Group gør det muligt at øge indsatsen for sikkerhed og stabilitet i Libyen. Organisationens humanitære arbejde skal udvides med bekæmpelse af håndvåben og rydning af ueksploderet ammunition.

Europa-Kommissionens afdeling for Humanitær Bistand (ECHO) har bevilget 4 millioner kr. til at øge arbejdet med at skabe sikkerhed og stabilitet i Libyen ovenpå mere end et halvt års kampe.

”Dansk Flygtningehjælp har ydet en humanitær indsats under kampene i Libyen, og med regimets fald bevæger landet sig ind i en ny fase. Vi har lang erfaring med arbejdet i verdens konfliktzoner, og vi ved, at normalisering kræver sikkerhed,” siger Rasmus Stuhr Jakobsen leder af Dansk Flygtningehjælp minerydningsenhed DDG.

Krigen i Libyen har efterladt store mængder af våben og ueksploderet ammunition, der udgør et problem for sikkerheden og stabiliteten i landet.

”Det er klart, at det er et potentielt problem for stabiliteten i Libyen, at en stor del af befolkningen og herunder rigtig mange unge mennesker bærer våben. Samtidig har krigen efterladt store mængder af ueksploderet ammunition og bombefragmenter, der truer befolkningens sikkerhed. Vores opgave er at sikre øget kontrol med de store mængder af våben og få ryddet op efter kampene – for at beskytte civilbefolkningen,” siger Rasmus Stuhr Jakobsen.

Dansk Flygtningehjælps humanitære indsats har hidtil været koncentreret i Nafusa bjergene i det vestlige Libyen, men med regimets fald er det nu også muligt at arbejde i urbane områder som Tripoli og Sirte.

”Vi vurderer hele tiden situationen med henblik på at udvide indsatsen til flere områder. Jeg har i dag været i kontakt med vores folk i Sirte – der er et klart behov for vores indsats, så det er et af de områder vi har fokus på,” siger Rasmus Stuhr Jakobsen.

Dansk Flygtningehjælp er Danmarks største internationale humanitære organisation med programmer i 34 lande på tre kontinenter. Dansk Flygtningehjælps minerydningsenhed Danish Demining Group (DDG) arbejder i en række af verdens mest ustabile områder som Somalia, Afghanistan og Irak.

”Vi har haft succes at reducere vold og ulykker fra håndvåben i et land som Somalia. Det er ikke noget, der sker på en eftermiddag, men i tæt samarbejde dem, der bærer våben og ofrene for volden kan det lade sig gøre – I libyen har vi samtidig den fordel, at vi bliver en del af Dansk Flygtningehjælps langsigtede humanitære arbejde, ” siger Rasmus Stuhr Jakobsen.

Læs mere om Danish Demining Group   

 
 

Dansk Flygtningehjælp er Danmarks største internationale humanitære organisation med programmer i 34 lande på tre kontinenter. Dansk Flygtningehjælps minerydningsenhed Danish Demining Group (DDG) arbejder i en række af verdens mest ustabile områder som Somalia, Afghanistan og Irak.

 
 
quotes

Dansk Flygtningehjælp har ydet en humanitær indsats under kampene i Libyen, og med regimets fald bevæger landet sig ind i en ny fase. Vi har lang erfaring med arbejdet i verdens konfliktzoner, og vi ved, at normalisering kræver sikkerhed.

Rasmus Stuhr Jakobsen leder af Dansk Flygtningehjælp minerydningsenhed DDG.