I 2006 udvidede Dansk Flygtningehjælp sit Vestafrika-virke til også at inkludere det sydlige Guinea, som grænser op til Sierra Leone, Liberia og Elfenbenskysten. Programmet fokuserer på at beskytte flygtninge, internt fordrevne og tidligere kombattanter og fremme deres muligheder for at vende hjem og genintegrere sig, samt at bidrage til den almindelige genopbygning af Guinea.
Samlingssted for fordrevne
Over en tyveårig periode har konflikter i Sierra Leone, Liberia og Elfenbenskysten medført store strømme af flygtninge til det sydligere Guinea. Det har kun forværret den politiske krise og spændingerne i Guinea, hvor indre uro allerede har sendt mange guineanere i fordrivelse i deres eget land.
Efter en periode med politisk ustabilitet i kølvandet på et militærkup i 2008 blev situationen i Guinea noget stabiliseret med valget af landets første demokratisk valgte præsident, Alpha Condé, i 2010. Et kupforsøg i juli 2011 viste dog, at den politiske situation endnu er ustabil, og en del guineanere er begyndt søge asyl i Liberia. Det sydligere Guinea er ekstremt fattigt, og tilstedeværelsen af mange tidligere kombattanter gør området stærkt usikkert.
Selvom mange af de fordrevne nu er vendt hjem, har størrelsen og varigheden af disse fordrivelser forårsaget stor skade på infrastrukturen og fødevaresikkerheden i regionen. Området huser fortsat mange liberianske og sierraleonske flygtninge og omkring 2.500 ivorianske flygtninge, der flygtede til Guinea under krisen i 2011.
Dansk Flygtningehjælps virke i Guinea
Dansk Flygtningehjælps aktiviteter i Guinea omfatter konstruktion og forbedringer af mindre infrastruktur, såsom klinikker, markeder, veje og broer; træning og indkomstgenererende aktiviteter; rehabilitering og forbedring af landbruget med et særligt fokus på kvindelige bønder, samt træning i menneskerettigheder. Dansk Flygtningehjælp indgik for nyligt i et samarbejde med UNICEF om at fremme rehabiliteringen og reintegrationen af tidligere børnesoldater.
Per januar 2012 finansieres Dansk Flygtningehjælps virke i Guinea af Danida, EU, Unicef og Alwaleed bin Talal Fonden.





