Dansk Flygtningehjælp

Den Centralafrikanske Republik

Centralafrikanske Republik

I Den Centralafrikanske Republik (CAR) har 30 års underudvikling og ustabilitet forårsaget stærk usikkerhed og omfattende indre fordrivelser. Landet er et af verdens fattigste, og væbnet konflikt, rå kriminalitet og ødelæggelse af sundhedsklinikker, skoler, infrastruktur og huse har kun forværret situationen. Omkring en million mennesker er berørt af konflikt, herunder 176.000 som er internt fordrevne. De fleste internt fordrevne personer befinder sig i den nordlige del af CAR.

Det nordlige CAR har i årevis været plaget af voldelige sammenstød mellem de talrige oprørsgrupper og regeringsstyrkerne. I dele af landet har hele befolkningen været tvunget til at flygte, ofte mere end én gang. I slutningen af 2008 indgik et flertal af de stridende parter en våbenhvile. Den forbedrede sikkerhed og tilstedeværelsen af Dansk Flygtningehjælp og andre internationale organisationer har bevirket, at mange af de internt fordrevne nu søger tilbage til deres hjemstavn, blot for at finde deres hjem og levevilkår ødelagt. I dele af det nordlige CAR ved grænsen til Tchad er der fortsatte væbnede sammenstød, som fastholder mange i fordrivelse. Endvidere plages den sydøstlige del af landet af angreb begået af oprørsgruppen Lord’s Resistance Army.

Dansk Flygtningehjælps arbejde i CAR
Dansk Flygtningehjælp begyndte at arbejde med internt fordrevne og værtssamfund i CAR i 2007 på FN’s anmodning. Dansk Flygtningehjælps indsats begyndte i Paoua i det nordvestlige Ouham-Pendé distrikt og er siden blevet udvidet til Ouham og Bamingui-Bangoran distrikterne i det nordlige CAR. Følg linket til højre for at se et kort over Dansk Flygtningehjælps aktiviteter i CAR.

Fokus for Dansk Flygtningehjælps arbejde i CAR er at yde beskyttelse til de konfliktberørte og fordrevne befolkninger med udgangspunkt i menneskerettighederne og de humanitære principper, at styrke befolkningens mulighed for at klare sig selv gennem støtte til økonomisk og social genopbygning, samt at styrke den institutionelle ramme omkring disse nødhjælps- og genopbygningsaktiviteter.

Beskyttelse og akut nødhjælp
Dansk Flygtningehjælp er en af de største NGOer i CAR, som arbejder med beskyttelse og yder juridisk og social bistand til internt fordrevne personer og andre udsatte grupper. Et af de vigtigste beskyttelsestiltag som Dansk Flygtningehjælp yder i CAR er tilstedeværelse i de udsatte områder: Når humanitære organisationer er til stede og kan overvåge og informere om overtrædelser af menneskerettighederne, mindsker det risikoen for overgreb. Derfor søger Dansk Flygtningehjælp at øge sin tilstedeværelse og synlighed i indsatsområderne gennem feltkontorer og feltbesøg. Dansk Flygtningehjælp udfører en række profileringsøvelser af internt fordrevne og andre udsatte grupper for at fastslå de internt fordrevnes behov for beskyttelse og for at kunne facilitere deres hjemrejse.

Dansk Flygtningehjælp hjælper børn, som har været tilknyttet væbnede grupper, med at demobilisere og genintegrere dem i deres lokalsamfund og med at finde uddannelse eller jobmuligheder. En særlig indsats bliver gjort for at fremme fordrevne og konfliktberørte børns adgang til uddannelse i krisesituationer i Ouham-distriktet. Det hjælper omkring 60 såkaldte bush-skoler. Dansk Flygtningehjælp støtter også klinikker, der yder retshjælp, rådgivning og uddannelse i menneskerettigheder, og som søger at fremme retssikkerheden for især kvinder og piger. Dansk Flygtningehjælp hjælper også personer, der er anklaget for hekseri, med bedre adgang til retshjælp og bedre levevilkår.

Udvikling af eksistensgrundlaget
De fleste af de konfliktberørte samfund er helt afhængige af landbrug og husdyrhold for deres overlevelser. Men deres ressourcer er blevet stærkt formindsket gennem ildspåsættelse eller plyndring af redskaber og husdyr, og det betyder, at de ofte kun kan opdyrke et mindre stykke land. Derfor hjælper Dansk Flygtningehjælp de konfliktberørte familier med at øge og diversificere deres landbrugsproduktion. Fokus er især på kvinderne, som ofte spiller en nøglerolle i familiernes fødevareproduktion. Bl.a. får familierne såsæd og redskaber og bliver trænet i nye dyrkningsmetoder, og bønder i afsondrede områder bliver organiseret i foreninger og sat i kontakt med lokale markeder, så de bedre kan afsætte deres varer.

Derudover støtter Dansk Flygtningehjælp kvinder og unge med at skabe sig en indkomst gennem fx produktion af sæbe, strikning, små forretningsforetagender og snedkeri. Støtten til indkomstgenererende aktiviteter er omfattende og indebærer såvel adgang til finansydelser, fx gennem lokale låne- og sparegrupper, som læsetræning og forbedret adgang til energi.

Kapacitetsopbygning af lokalsamfund
Det er vigtigt at hjælpe de konfliktberørte samfund til bedre at kunne beskytte sig i konflikt- og krisetider. Derfor arbejder Dansk Flygtningehjælp med at styrke lokalsamfundenes egne konfliktløsningsmekanismer, laver træning i rettigheder og hjælper lokalsamfundene med at bestemme prioriteter og udvikle lokalplaner for på den måde at sikre bistandens bæredygtighed og relevans. Alle Dansk Flygtningehjælps aktiviteter søger at forøge folks evne og vilje til at deltage i lokalsamfundets udvikling.

Det er de lokale myndigheder og statslige institutioner, der først og fremmest er ansvarlige for at sikre overholdelsen af fordrevne befolkningers rettigheder, og de er derfor blandt Dansk Flygtningehjælp samarbejdspartnere. Blandt andet træner Dansk Flygtningehjælp lokale embedsmænd i menneskerettigheder og retssikkerhed og udvikler kapaciteten i relevant juridiske, sociale og politiske institutioner med det mål for øje at styrke beskyttelsen og adgangen til varige løsninger for internt fordrevne befolkninger. Dansk Flygtningehjælp indgår også i dialog med myndighederne og andre interessenter for at skabe øget opmærksomhed omkring de internt fordrevnes rettigheder og situation i CAR og hjælpe dem til at udvikle bæredygtige løsninger.