Som en integreret del af den regionale tilgang til det afghanske flygtningespørgsmål er Dansk Flygtningehjælp i gang med at oprette et program i Iran. Afghanske flygtninge, hjemvendte og internt fordrevne må ses i en regional kontekst, som omfatter både Iran Afghanistan, Pakistan, Tadsjikistan og hele vejen til Ferghana-dalen i Kirgisistan og Usbekistan. Derfor arbejder Dansk Flygtningehjælp i Iran på at forbedre rettighedsbeskyttelsen og fremme varige løsninger for afghanske flygtninge, hvad enten de bliver i Iran eller vender tilbage til Afghanistan. Mulighederne for at vende hjem er imidlertid yderst begrænsede på grund af de fortsatte kamphandlinger og den meget ustabile sikkerhedssituation i Afghanistan. Et stigende antal afghanske flygtninge i Iran står derfor over for langvarig fordrivelse.
Som svar på denne udfordring fokuserer Dansk Flygtningehjælps program i Iran især på to områder. For det første er målet at forbedre flygtninges indkomstgrundlag, med særligt fokus på de 97 % af afghanske flygtninge som bor i byområderne. For det andet arbejder Dansk Flygtningehjælp i Iran på at styrke relevante aktørers kapacitet til at sikre afghanske flygtninges deltagelse og medbestemmelse.
Mere end 1 million registrerede afghanske flygtninge opholder sig i Iran sammen med 44.000 flygtninge fra Irak. Derudover anslås det, at næsten 2 millioner fordrevne afghanere lever illegalt i Iran, fordi myndighederne ikke har bevilget flygtningestatus til nyankomne siden 2005. Registrerede såvel som ikke-registrerede flygtninge lever under kummerlige forhold på kanten af samfundet med meget begrænsede muligheder for at opretholde et tilstrækkeligt indkomstgrundlag samt minimal rettighedsbeskyttelse.





