17.02.10
Rowda har været på flugt flere gange siden 1988, men nu bor hun i Somaliland i det nordvestlige Somalia. I området bor der mange interne flygtninge fra den sydlige og centrale del af Somalia. En intern flygtning er en flygtning, der er blevet fordrevet fra sit hjem, men stadig befinder sig i det samme land.
Somalia er blandt de fattigste og mest krigshærgede lande i Afrika. Landet befinder sig i en vedvarende humanitær krise, og har været skueplads for en af verdens største befolkningsfordrivelser.
”Livet var hårdt for min familie i den periode. Vores hus og ejendele blev ødelagt. Vi flygtede uden en eneste ting, og vi boede i flygtningelejre under meget trange kår. Vores børn gik glip af deres skolegang, og der var ingen mulighed for lægehjælp,” fortæller Rowda.
Alle Rowdas syv børn går nu i skole, og det er Rowda utroligt glad for, men hun finder livet svært som enlig forsørger af familien, da børnenes far er arbejdsløs.
Livet har budt på mange prøvelser, men nu har Rowda fået mulighed for at åbne en lille kiosk gennem Dansk Flygtningehjælps mikrolånsprojekt. Rowda, arbejder 12 timer om dagen i sin lille kiosk, hvor hun sælger kolde drikke, gedekød og andre madvarer.
Med tiden håber Rowda, at hun kan tjene nok penge til at bygge et hus til sin familie, og at hun kan forsørge for sig selv og sine børn.





