Dansk Flygtningehjælp

Afrikas jord giver fremtid

02.11.11

Fra Uganda

Siden 2008 har Dansk Flygtningehjælp støttet sudanesiske flygtninge og internt fordrevne, der er vendt hjem igen i West-Nile regionen i det nordlige Uganda ved at yde grants og mikrolån, så de kan blive selvforsynende. En af de kvinder, der har fået gavn af projektet, er 34-årige Josephine Kejing, der er flygtning fra Sudan. Hun har været i Uganda siden 1993.

Da Josephine Kejing kom til Uganda startede hun og hendes mor med at bo i Ogujabe Transit Camp i tre år, og derefter kom de til Mungula Refugee Settlement. Her giftede Josephine Kejing sig med en sudanesisk mand, men hendes mand døde for nogle år siden.

Josephine Kejing kom sidste år med i en af Dansk Flygtningehjælps kvindegrupper i området. I Mungula Refugee Settlement har Dansk Flygtningehjælp opstartet fem grupper, som hver består af ti kvinder. Kvinderne har modtaget hjælp i form af både grants og mikrolån. Kvinderne har fået redskaber og såsæd – og samtidig har de modtaget mikrolån, så de kan udvikle deres landbrug.

”Før vi kom med i Dansk Flygtningehjælps program var der mange, der sultede. Vi var afhængige af hjælp udefra. Når der blev delt mad ud, var det sjældent, at der var nok til alle. Nu kan vi klare os selv. Ingen behøver at sulte,” fortæller Josephine Kejing.

Kvinderne dyrker majs, peanuts, bønner og cassava. De første afgrøder er allerede høstet. Høsten gav kvinderne og deres familier mad på bordet – samtidig med at de kunne lægge såsæd til side til næste såning og endog sælge nogle afgrøder på markedet. Indtægterne fra salget af afgrøderne bruger kvinderne til tøj og skolegang.

I mere end 20 år har en blodig og meget brutal krig hærget det nordlige Uganda og det sydlige Sudan. Siden 2002 er antallet af internt fordrevne flygtninge i Uganda kommet op 1,6 million mennesker – og samtidig har landet modtaget cirka en kvart million sudanesiske flygtninge.

West Nile-regionen er stærkt præget af de to årtiers konstante kamphandlinger, der har ødelagt regionen og gjort det umuligt for mange i området at opretholde en tilværelse, hvor de ikke er afhængige af hjælp udefra. Jorden i området er fuldstændig udpint, fordi den er blevet dyrket igen og igen i et desperat forsøg af områdets befolkning på at få mad nok til alle de mennesker, der har søgt tilflugt i regionen på grund af konflikterne.

 
 

Afrikassen

En ny kasse fra Aarstiderne støtter Dansk Flygtningehjælps arbejde med flygtninge i verdens brændpunkter.

AFRIKASSEN består udelukkende af varer fra økologiske landbrug i Uganda.

Kassen kan købes på aarstiderne.com fra d. 15. november 2011

Læs mere