19.07.11
Hver dag uddeler Dansk Flygtningehjælp 100.000 måltider i suppekøkkener i Mogadishu. Det koster omkring 1 krone at give en person mad, så det er billig nødhjælp – der er bare så utroligt mange, der har brug for hjælp lige nu. Som omtalt i medierne er katastrofens omfang voksende dag for dag. Folk søger ind i krigszoner i desperat søgen efter vand og mad, og de allerede overfyldte lejre modtager tusinde nye flygtninge hver dag.
I Mogadishu samles folk i efterladte, forfaldne bygninger. Men ikke alle er heldige, mange nyankomne har ikke tag over hovedet og med den pludselige regn i Mogadishu er situationen forværret. De i forvejen udmattede flygtninge bukker under for den kolde regn og risikoen for sygdomsudbrud vokser. Alligevel kan de, der er nået frem, betegnes som heldige. Mange er bukket under på den lange vej til Mogadishu - en af dem, der ikke klarede turen, er Ibrahims kone.
En velhavende mand
Ibrahim var en velhavende mand med sit eget landbrug. Familien havde 60 køer og 30 geder, men seks års vedvarende tørke gjorde en ende på den tilværelse. Dyrene døde på stribe og familien så sig nødsaget til at flygte mod Mogadishu for ikke at undergå samme skæbne. Men vejen til Mogadishu er lang til fods med to små børn uden mad og drikke i dagevis, og den blev for lang for moren. Nu sidder den dybt traumatiserede Ibrahim tilbage med to små børn i Mogadishus barske gader. Dansk Flygtningehjælps måltider og uddeling af nødhjælpspakker med tæpper og husholdningsredskaber giver ham et tiltrængt håb om at klare den. Omkring ham sidder flere i samme desperate situation og der er tusinder af nye flygtninge på vej til Mogadishu og videre til lejrene i og omkring Dadaab.
Dansk Flygtningehjælp er massivt tilstede på Afrikas horn
Dansk Flygtningehjælp har i mange år været massivt til stede på Afrikas Horn. Gennem samarbejde med lokale partnere er det lykkedes, på trods af ustabile sikkerhedsforhold, at hjælpe over 150.000 personer i Mogadishu med mad, vand, nødhjælpspakker, indkomstmuligheder og pengehjælp. I Hiraan, syd for Mogadishu hjælper vi 21.000 personer med nødhjælpspakker og i Dadaab lejren i Kenya får 10800 nyankomne flygtninge rent drikkevand. Dansk Flygtningehjælp åbner om kort tid en ny lejr i Dolo Ado, der skal tage presset fra Dadaab lejren, der allerede huser fire gange så mange flygtninge, som den oprindelig var udstyret til. Her kan til en start 21.500 personer få nødhjælpspakker.
Behovet for nødhjælp på Afrikas Horn har aldrig været større, og Dansk Flygtningehjælp har et af de største nødhjælpsprogrammer i regionen.





