Nyhedsbrev fra Center for Udsatte Flygtninge november 2011
Viden og familiebehandling hjælper voldsramte familiesammenførte kvinder
Familiesammenførte kvinder skal kende deres rettigheder, i tilfælde af at de udsættes for partnervold. I voldsramte familier er det nødvendigt med behandling, der sætter fokus på hele familien, og i flygtningefamilier skal den ofte traumatiserede mand støttes i ikke at udøve partnervold. Det anbefaler Center for Udsatte Flygtninge på baggrund af et netværksmøde, hvor vi satte fokus på voldsramte familiesammenførte kvinder, herunder særligt flygtningekvinder. Regeringen lægger desuden op til at styrke de voldsramte familiesammenførtes kvinders mulighed for opholdstilladelse uafhængigt af deres mand.
Anbefalingerne er samlet i dette notat.
Nyt regeringsgrundlag lover flygtninge en mere værdig behandling
Det nye regeringsudspil ’Et Danmark der står sammen’ lægger op til en række initiativer, der skal fremme integrationen og sikre blandt andre flygtninge en mere human behandling i det danske asyl- og integrationssystem. De lave sociale ydelser som starthjælpen og kontanthjælpsloftet fjernes, og det bliver lettere at opnå permanent opholdstilladelse og dansk statsborgerskab. Konkret foreslås det, at personer, der søger om permanent opholdstilladelse og statsborgerskab kun skal have henholdsvis dansk 1 og dansk 2. For at få permanent opholdstilladelse skal man have tre års beskæftigelse inden for de seneste fem år mod de fire og et halvt år, der gælder i dag, og uddannelse skal fremover sidestilles med fuldtidsbeskæftigelse. Udspillet lægger også op til, at posttraumatisk stress syndrom (PTSD) igen skal være en selvstændig dispensationsmulighed for personer, der søger om dansk statsborgerskab.
I regeringsgrundlaget er der ingen tilkendegivelse om, at tolkegebyret ved lægebesøg vil blive fjernet, at flygtninge igen skal have ret til fuld folkepension, ligesom flygtningefamilier stadig først kan få den fulde børneydelse efter to år.
Læs hele regeringsgrundlaget.
Fyraftensmøder sætter fokus på flygtningebørn og -familier
Center for Udsatte Flygtninge holder i efteråret 2011 en række fyraftensarrangementer, der handler om flygtningebørn og deres familier. Vi stiller skarpt på den eksisterende viden om børn i flygtningefamilier og om skolen som ramme for oplysende arbejde og psykosociale indsatser. Vi sætter også fokus på, hvilke redskaber pædagoger og lærere kan gøre brug af i det daglige arbejde med flygtningebørn. Arrangementerne bliver afholdt i Assens, Næstved og Brovst henholdsvis d. 28. november, d. 7. december og 13. december.
Se invitationerne.
Seminar om børn og unge i traumatiserede flygtningefamilier
Gruppebaserede forløb kan give børn og unge i traumatiserede flygtningefamilier redskaber til at mestre hverdagen. Sådan lyder en af konklusionerne i projektet friRum, som Røde Kors og Landsforeningen SIND står bag. Som afslutning på projektet udgiver de to organisationer en praksisrettet publikation om at arbejde med børnegrupper, og de afholder et heldagsseminar den 22. november. Arrangementet er gratis.
Tilmeld dig her. Bemærk tilmeldingsfrist tirsdag den 8. november.
Center for Udsatte Flygtninge er tilbage med næste nyhedsbrev til januar





