Nyheder fra Center for Udsatte Flygtninge, maj 2011
Få overblik over forskning om arbejdet med flygtningebørn
Indsatser for udsatte flygtningebørn bør dreje sig om børnenes sociale liv – deres familie, skolegang og netværk – og ikke kun om børnenes individuelle psykiske problemer. Det er et gennemgående tema i 44 danske og internationale forskningsartikler om interventioner for flygtningebørn, som Center for Udsatte Flygtninge har gennemgået. Vi har sammenfattet pointerne fra forskningen og lavet resumeer af artiklerne, så lærere, socialrådgivere og andre interesserede fagpersoner nemt kan få adgang til den viden, forskningen rummer.
Hent forskningsregistranten eller rekvirer et gratis eksemplar hos Center for Udsatte Flygtninge
Ny film om den svære rolle som far, når man er ny i Danmark
Rollen som far kan være en stor udfordring, når man som flygtning eller indvandrer er kommet til et nyt land og oven i købet har traumer med i bagagen. Det er omdrejningspunktet i filmprojektet ”Den Gode Far”, hvor fædre, mødre og børn fortæller om, hvad der kan være svært for en far, som er ny i Danmark. Børnehuset Buen i Hillerød står bag projektet, som skal skabe dialog om den svære rolle som far i et nyt land. Projektet omfatter et webforum, en film på 40 minutter samt ti korte tematiske film om blandt andet skolen, religion og opdragelse.
Bofællesskaber letter integrationen for unge uledsagede flygtninge
Bofællesskaber og pædagogisk støtte gør en stor forskel for unge uledsagede flygtninge i den svære overgang fra livet på et asylcenter til en selvstændig tilværelse i det danske samfund. Det viser en ny undersøgelse fra Integrationsnet under Dansk Flygtningehjælp. Undersøgelsen, der er baseret på personlige interview med 12 uledsagede flygtninge, vidner også om de unges store lyst til at leve et ’normalt dansk ungdomsliv’ med uddannelse, sport og danske venner.
Gebyr for tolkning bryder med den lige adgang til sundhedsvæsenet
Flygtninge og indvandrere, der har boet i Danmark i mere end syv år, har fra 1. juni 2011 ikke længere ret til en gratis tolk, når de er hos lægen eller på sygehuset. Fremover skal de betale et gebyr på 150 kroner. Forskningscentret for Migration, Etnicitet og Sundhed satte med et seminar i april fokus på konsekvenserne af brugerbetalingen. Der er blandt andet risiko for flere fejlbehandlinger, og for at venner og familiemedlemmer i højere grad vil blive brugt som tolke.
Fagfolk får viden og netværk om modtagelse af unge uledsagede flygtninge
Det stigende antal unge flygtninge, der kommer til Danmark uden deres forældre, stiller nye krav til kommunernes modtagearbejde. De unge har stort behov for et socialt netværk, og de har typisk brug for ekstra støtte til uddannelse og erhvervspraktikker. Det var et af temaerne, da Red Barnet og Center for Udsatte Flygtninge i april samlede kommunale medarbejdere fra hele landet til et seminar om modtagelse af unge uledsagede flygtninge. Over sommeren følger vi op med tre regionale netværksmøder i henholdsvis Viborg, Kolding og Rudersdal.
Nyt pointsystem gør det sværere at få sin ægtefælle til Danmark
Udlændinge, der vil familiesammenføres med deres mand eller kone, skal fremover leve op til endnu højere krav, når et nyt pointsystem for ægtefællesammenføring forventes at træde i kraft 1. juli 2011. Med lovforslaget skærpes både sprog- og tilknytningskravet, og den økonomiske sikkerhedsstillelse hæves til det dobbelte. Dansk Flygtningehjælp er særligt bekymret for, hvilke konsekvenser de nye regler kommer til at få for flygtninge. Det uddybede vi ved en netop afholdt høring på Christiansborg, hvor en række eksperter var inviteret til at kaste lys over konsekvenserne af lovforslaget.
Læs mere om Dansk Flygtningehjælps høringssvar af 22. marts 2011





