Dansk Flygtningehjælp

Om Dansk Flygtningehjælps asylrådgivning

Hvem er Dansk Flygtningehjælp?Dansk Flygtningehjælp er en privat humanitær organisation. Vi arbejder uafhængigt af myndighederne. Vores formål er at hjælpe flygtninge og asylansøgere og at sikre varige løsninger på deres problemer – både i Danmark og internationalt.


Rådgivning til asylansøgere
Dansk Flygtningehjælps asylrådgivning tilbyder rådgivning til alle asylansøgere i Danmark. Blandt andet svarer vi på spørgsmål om asylproceduren, den danske udlændingelov, udvisningsreglerne og Dublin-forordningens bestemmelser.


Viden om flygtninges vilkår og rettigheder
Vores rådgivning er baseret på en opdateret viden om flygtninges vilkår og de områder, de flygter fra. Desuden har vores jurister et grundigt kendskab til procedurer, regler og den praksis, der gælder i Danmark og internationalt.

Hvis du ikke er tilfreds med rådgivningen
Dansk Flygtningehjælp har et ønske om at tilbyde rådgivning på et højt fagligt niveau, og vi arbejder løbende på at forbedre kvaliteten af rådgivningen.

Derfor har du mulighed for at klage over rådgivningen.

Hvis du ikke er tilfreds med den rådgivning og vejledning, du har modtaget hos os i forbindelse med din asylsag, så kan du indsende en begrundet klage til Dansk Flygtningehjælp. Det kan f.eks. være, at du ikke er tilfreds med sagsbehandlerens opførsel, tolkens arbejde ved tolkede samtaler, rammerne for rådgivningen eller at du ikke mener, at du har modtaget en korrekt rådgivning.

Bemærk at Dansk Flygtningehjælp ikke har kompetence til at træffe afgørelse i din asylsag, og at Dansk Flygtningehjælp kan beslutte ikke at foretage sig noget i din sag, hvis vi vurderer, at det ikke er juridisk muligt at få genoptaget din asylsag ved Flygtningenævnet eller anden myndighed.

Klagen sendes til Dansk Flygtningehjælp, Borgergade 10, 3. sal, 1300 København K eller på mail advice@remove-this.drc.dk. Skriv: Klage - asyl i emnefeltet.

Klagen vil normalt blive behandlet af afdelingschefen inden for ca. 14. dage, og du vil modtage et skriftligt svar.