Dansk Flygtningehjælp

Hvem kan få asyl i Danmark?

Risiko for forfølgelse eller overgreb
Når de danske myndigheder skal vurdere, om en person kan få asyl i Danmark, sammenholdes ansøgerens oplysninger med baggrundsoplysninger om dennes hjemland. Ud fra dette prøver man at konkludere, hvad der vil ske, hvis han eller hun tager tilbage. Det er ikke nok, at ansøgeren er bange for at vende hjem. Det afgørende er, om der er vægtige grunde til at antage, at der er en reel risiko for, at personen ved en hjemvenden vil blive udsat for forfølgelse og overgreb fra myndighederne eller grupper, som myndighederne ikke kan eller vil yde beskyttelse imod.

Hvad er forfølgelse?
Når de danske myndigheder skal vurdere, om man er i risiko for forfølgelse i hjemlandet, vil de som udgangspunkt kigge på, om man inden flugten var udsat for overgreb. Intensiteten, karakteren og hyppigheden af sådanne overgreb vil blive vurderet for at finde ud af, om der er tale om enkeltstående tilfælde, eller om det er systematisk. Man vil især også kigge på, om der er en risiko for, at overgrebene vil fortsætte, hvis man vender tilbage til hjemlandet.
Almindelig diskrimination og chikane er ikke i sig selv nok til at få asyl, selvom det kan skabe en særdeles vanskelig livssituation i hjemlandet for den enkelte.

Hvem forfølger ansøgeren?
Asylrelevant forfølgelse kan udøves af både myndigheder og privatpersoner i hjemlandet. I de tilfælde, hvor det er privatpersoner, der forfølger ansøgeren, vil de danske myndigheder vurdere, om myndighederne i det pågældende land kan og vil yde beskyttelse mod forfølgelsen. Er hjemlandets myndigheder ikke i stand til at beskytte imod forfølgelse, eller mangler de vilje til det, kan det være grundlag for, at man kan få asyl i Danmark.