Myndigheder og organisationer på asylområdet
En flygtning, der kommer til Danmark og søger om asyl, vil i mange tilfælde stifte bekendtskab med flere myndigheder og organisationer. Her er et overblik over de vigtigste aktører og deres rolle.
Udlændingeservice
Udlændingeservice er en myndighed under Integrationsministeriet. Udlændingeservice træffer afgørelse på en lang række områder inden for Udlændingeloven – eksempelvis om der kan gives asyl eller udstedes visum eller anden form for opholdstilladelse i Danmark. Udlændingeservice har også det overordnede ansvar for at oprette og drive asylcentre for asylansøgere. Endelig afgør Udlændingeservice, hvilket asylcenter asylansøgeren skal bo på, mens sagen behandles, og i hvilken kommune den enkelte flygtning skal bo, når han eller hun har fået asyl.
Flygtningenævnet
Flygtningenævnet er en domstolslignende, uafhængig klageinstans. Flygtningenævnets formand er dommer. Foruden formanden deltager i hvert møde to medlemmer indstillet af henholdsvis Advokatrådet og Integrationsministeriet. Normalt er asylansøgeren selv til stede i Flygtningenævnet sammen med en advokat, når ansøgers sag afgøres endeligt. Det gælder dog ikke, hvis sagen behandles i åbenbart grundløs-proceduren, hvor sagsbehandlingen som udgangspunkt foregår skriftligt.
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Ministeriet har det overordnede ansvar for alle forhold, der vedrører flygtninge og indvandrere i Danmark. Ministeriet behandler ansøgninger om humanitær opholdstilladelse og fungerer desuden som klageinstans på en række sagsområder, herunder i sager om familiesammenføring.
Rigspolitiet
Rigspolitiet er ansvarlig for at klarlægge en asylansøgers identitet og rejserute efter ankomsten til Danmark. Politiet er desuden ansvarlig for at arrangere hjemrejsen for afviste asylansøgere. På politiets hjemmeside findes en redegørelse med status på politiets arbejde med udsendelse af afviste asylansøgere.
Dansk Flygtningehjælp
Dansk Flygtningehjælp er en privat humanitær organisation, som arbejder uafhængigt af myndighederne. Organisationens formål er overordnet at hjælpe flygtninge og asylansøgere og at sikre varige løsninger på deres problemer – både i Danmark og internationalt. På asylområdet giver Dansk Flygtningehjælp juridisk rådgivning til asylansøgere og flygtninge og deltager i åbenbart grundløs-proceduren samt vejleder flygtninge, der ønsker at vende hjem.
Dansk Røde Kors
Dansk Røde Kors indgår i det internationale Røde Kors-samarbejde, der bistår mennesker i nød overalt i verden. Dansk Røde Kors driver de fleste af de asylcentre, som asylansøgere bliver indkvarteret i, når de kommer til Danmark. Det overordnede ansvar ligger hos Udlændingeservice. Centrene ligger spredt over hele Danmark, og her bor asylansøgerne i den tid, det tager at behandle deres sager.
Kommunerne
Kommunerne er ansvarlige for at integrere de flygtninge, der bor i hver enkelt kommune, i det danske samfund. De tilrettelægger introduktionsprogrammet og er ansvarlige for at anvise flygtningene en permanent bolig. Derudover er der enkelte kommuner, der driver asylcentre.




