Lovgivning og konventioner
Den danske lovgivning vedrørende udlændinge, Udlændingeloven, bygger på de internationale konventioner, som Danmark har underskrevet. Ifølge disse kan udlændinge, der anerkendes som flygtninge i Danmark, enten få konventionsstatus efter Udlændingelovens § 7, stk. 1 (K-status) eller beskyttelsesstatus efter Udlændingelovens § 7, stk. 2 (B-status).

Konventionsstatus
Konventionsstatus, som er den normale og oprindelige status for flygtninge får man, hvis man er forfulgt på grund af race, religion, nationalitet, socialt tilhørsforhold eller politiske holdninger og dermed opfylder betingelserne i Flygtningekonventionen.

Beskyttelsesstatus
Flygtninge, som har brug for beskyttelse, selvom de ikke opfylder Flygtningekonventionens betingelser – eksempelvis hvis de risikerer dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling - kan få asyl efter en særlig beskyttelsesparagraf i udlændingeloven. Det er Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, der danner grundlag for beskyttelsesparagraffen i udlændingeloven.

Dublin-forordningen
Dublin-forordningen er en aftale mellem EU-landene og visse øvrige lande, som skal sikre, at behandlingen af en asylsag sker i ét land – og kun ét land.